PEFC Fotokonkurrence 2022: Vinderne er fundet!

PEFC Danmarks Fotokonkurrence 2022 er slut for i år, og vores dommerpanel har vurderet deltagernes fine bidrag. Vi kan nu afsløre de tre vinderbilleder i den danske fotokonkurrence 2022.

PEFC Fotokonkurrence 2022: Vinderne er fundet!

28. juni 2022 PEFC Danmark

Dommerpanelet har voteret, og vi kan nu med glæde offentliggøre de tre vinderbilleder i den danske fotokonkurrence 2022.

Tusind tak til alle dem, som har sendt os smukke billeder fra deres tur i skoven. Det er dejligt at se den danske natur i så mange nuancer. Vi håber, at I er kommet tættere på skoven og tættere på PEFC.

Vinderne er udvalgt af et dommerpanel bestående af Palle Thomsen, Adm. direktør Danske byggecentre, Sune Enevoldsen, Projektkoordinator i PEFC Danmark, samt sidste års vinder af den danske fotokonkurrence, Naja Bertolt Jensen. Stort tak til disse tre personer for deres hjælp og tid. De tre vinderbilleder vil blive sendt til PEFC International, hvor de vil deltage i konkurrencen om en pengepræmie og muligheden for at indgå i PEFC Internationals Kalender for 2023. 

Førstepladsen

Vinderen af PEFC Danmarks Fotokonkurrence 2022 er Sanne Rosenmay med billedet ”Smukt lys i skoven”.

© Smukt lys i skoven af Sanne Rosenmay

Selv beskriver Sanne billedet på følgende måde: "En morgen hvor disen stadig lå mellem træerne da solens første stråler ramte skovbunden Det giver den smukkeste, mest magiske oplevelse af skovens farver." 

Naja Bertholt Jensen er enig i det fortryllende ved billedet:

”Lysindfaldet giver en meget varm følelse. I det man ser billedet, er det første indtryk, at det er taget under varmere himmelstrøg. Det er først i det man begynder at udforske billedet, hvilket billedet også indbyder til, at man opdager at man befinder sig i en dansk skov. I takt med at man går på udforskning i billedet, finder man små spændende gemte detaljer, som edderkoppespindene, som bliver ramt af sollyset, og de gamle tørre bregner som lyser op som guld.”

Andenpladsen

Sanne Rosenmay indtager også andenpladsen med billedet ”Grøn grøn grøn”. 

© Grøn grøn grøn af Sanne RosenmaySanne Rosenmay har være en tur i skoven ved Højbjerg, og det er tydeligt på billedet og ved titlen, at Sanne har haft kameraet med sig i det sene forår. Hun har fanget et levende billede af forårsskovens grønne trækroner, hvilket har en terapeutisk effekt over sig. 

”Billedet formår at trække en ud i skoven, og man føler, at det er en selv, der ligger der i skovbunden og kigger op på trækronerne, som svajer i vinden. Sanne har fuldstændig ret – det er ren terapi,” forklarer Sune Enevoldsen, Projektkoordinator i PEFC Danmark. 


Tredjepladsen

Sidst men ikke mindst skal vinderen af tredjepladsen også offentliggøres. Det er Jimmy Bekkevold med billedet ”Vart är vi på väg”, der løber af med bronzen i årets fotokonkurrence. 

© Vart är vi på väg af Jimmy Bekkevold

Jimmy Bekkevold har et helt særligt budskab og håb med sit billede fra Nässjö i Sverige af en grusvej, som bugter sig igennem den flotte natur: 

”Hvor er vi på vej hen? Hvad gemmer sig rundt om næste hjørne? Dette billede får mig til at tænke på fremtiden, man ved aldrig, hvad der venter forude. Men jeg håber og tror, at vi vil gøre jorden til et bedre sted,” fortæller Jimmy Bekkevold.

”Dette tidlige forårsbillede, som fastholder vinterens arbejdsopgaver, giver et godt indtryk af sæsonens afslutning og det nye år, som man er ved at gå i møde. Det fugtige træ og våde græs giver et meget sanseligt indtryk, hvor man nærmest kan dufte vinterens forsvinden,” forklarer Naja Bertholt Jensen. 

Endnu en gang tak til alle, der har deltaget i konkurrencen, og tillykke til vinderne. Herunder kan du se alle de fine finalister.


Tilmeld nyhedsbrev

Din e-mail adresse