Dansk skovbrug

De danske skove har mange forskellige funktioner og opfylder mange samfundsmæssige behov. Skovene leverer blandet andet træ til industrien og energiforsyningen, indeholder store naturværdier og tilbyder befolkningen mange oplevelser.

Udbredelse og ejendomsstruktur

Det danske skovareal dækker omkring 625.000 hektar opgjort efter FN’s fødevare- og landbrugsorganisations (FAO) internationale definition af en skov. Skovarealet udgør således godt 14,5% af landets samlede areal. Skovarealet har i gennem en længere årrække været stigende.

Omkring 75% af skovarealet er ejet af private og selskaber, mens 25% er ejet af det offentlige.

Der findes tæt på 24.000 skovejere i Danmark, hvoraf få ejere ejer et stort areal, mens der samtidig findes et meget stort antal af små skovejendomme.

Langt de fleste af de små skovejendomme findes i tilknytning til en landbrugsejendom, og skovene er ofte for små og ulønsomme til at udgøre en selvstændig driftsgren for ejendommen. Træproduktionen fra de mindre skove spiller dog alligevel en betydende rolle, da mange af ejerne har muligheden for at gå sammen i større enheder med fælles administration, og dermed søge for at mindske de størrelsesmæssige ulemper.

Det lovgivningsmæssige grundlag

I Danmark findes detaljerede love og regler for hvilke aktiviteter skovejere kan gennemføre på deres ejendom.

Skovloven er den primære lov, som definerer hvilke skove, der er fredskovspligtige og hvilke krav, der stilles til driften af disse. Den første større regulering af skovbruget blev udstedt i 1805. Skovloven har haft som formål at sikre skovressourcen og dens produktionsevne. Den nuværende skovlov, fra 2015, har til formål at bevare og værne om landets skove og hertil forøge skovarealet, samt at fremme bæredygtig drift af landets skove. Bæredygtig drift betyder inddragelse af såvel økonomiske som økologiske og sociale værdier.

Skovloven stiller i nogle tilfælde også krav til driften af skove, som ikke er fredskovspligtige. Over 90% af skovarealet er registret som fredskov, og er dermed omfattet af skovloven. Fredskov kan ikke konverteres til anden arealanvendelse uden særlig dispensation og krav om erstatningsskov. Af andre love skal særligt nævnes naturbeskyttelsesloven, hvis primære formål er en generel beskyttelse af en række naturtyper over en vis størrelse, samt sikring af offentlighedens adgang til naturen – herunder de danske skove, samt at sætte vilkår for fredninger af større områder eller særlig sårbar natur.

Skovenes organisation

Miljø- og Fødevareministeriet er ressortansvarlig på skovområdet. Ansvaret er delegeret ud til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen er ansvarlig for at implementere national og international skovpolitik, og står dermed for den overordnede planlægning for skovdrift på nationalt niveau. Driften af de statslige skove er henlagt til Naturstyrelsen, der forvalter ca. 200.000 ha skove- og naturområder.

Lidt atypisk findes, i den danske skovlovgivning, ingen krav om planlægning af skovdrift på den enkelte skovejendom, ligesom at skovejeren ikke skal søge eller anmelde, når der skal hugges i skoven.

De danske skovejere er velorganiserede i forskellige lokale og nationale foreninger. Dansk Skovforening er de private skovejeres brancheorganisation.

Desuden er op i mod 5.000 ejere af mindre skovejendomme organiseret i lokale Skovdyrkerforeninger, der hjælper ejerne med rådgivning og drift af skoven. På tilsvarende måde samarbejder mange private skovejere med HedeDanmark og andre skovbrugskonsulenter.

Et stort antal grønne og sociale organisationer deltager aktivt i den skovpolitiske dialog. Det gælder f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, WWF-Verdensnaturfonden, BAT-kartellet, Friluftsrådet og Verdens Skove. Endvidere har en række organisationer som f.eks. Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening særlige interesser i skovene.