Lilleheden tager bæredygtighed alvorligt
Lilleheden er limtræsproducent med produktionsfaciliteter og kontor i den nordjyske by Hirtshals. Lilleheden ønsker aktivt at støtte og styrke udviklingen af bæredygtigt skovbrug.
Lilleheden tager bæredygtighed alvorligt
18. april 2023 PEFC Danmark
I mere end ti år har Lilleheden udelukkende brugt certificeret træ til deres limtræsproduktion. Sammen med genanvendelse af restprodukter, klimaregnskab og en nyudviklet EPD er det alt sammen en del af virksomhedens ambitioner om at bidrage aktivt til et grønnere byggeri.
Af PEFC Danmark
’Bæredygtighed’ er et af nøgleordene hos den nordjyske limtræsproducent Lilleheden, der siden grundlæggelsen i 1930 har bestræbt sig på at levere klimavenlige træprodukter af højeste kvalitet til byggeriet.
’Bæredygtighed’ forstået som at tage hensyn til miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter i virksomheden og stræbe efter at minimere negative påvirkninger på miljøet og samfundet.
Sådan lyder det fra virksomhedens adm. direktør Christian Esbensen, og det er tydeligvis ikke bare floskler, der bliver liret af i håbet om at hægte sig på en moderigtig, grøn dagsorden.
”Vi tager bæredygtighed meget alvorligt. Derfor bruger vi PEFC-certificeret træ, genanvender restprodukter og minimerer spild i produktionen”, fortæller Christian Esbensen om en række af Lillehedens konkrete tiltag for at skabe en grønne verden.
Miljøvaredeklaration og minimalt klimaaftryk
Som en del af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri har det siden januar 2023 været lovpligtigt at dokumentere indlejret CO2 i nybyggeri. Det har flyttet begreber som EPD’er og LCA’er fra forskerverdenen helt ud på byggepladsen.
”Hos Lilleheden har vi haft en produktspecifik EPD (miljøvaredeklaration) på al vores limtræ siden sommeren 2022, og det giver en masse nye fordele i byggeprojekterne - blandt andet mere præcise data i LCA-beregninger, så det bliver nemmere at sammenligne produkter og vælge materialer med mindst mulig miljøbelastning”, siger Esbensen.
EPD’er er dog langt fra eneste grønne, der står på Lillehedens dagsorden.
Virksomheden har også en politik for at genanvende restprodukter i produktionen. Frasorteret træ sælges til emballageindustrien, og mindre affaldsstykker samt høvlspåner bruges til at producere varme til det lokale fjernvarmeværk, der på den måde kan levere grønnere varme til husstande i området.
Fra 2021 har Lilleheden desuden udarbejdet et klimaregnskab for at reducere virksomhedens eget klimaaftryk.
”Resultatet af vores første klimaregnskab viser, at vi allerede på nuværende tidspunkt udleder minimalt CO2 – blandt andet fordi CO2-udledningen fra vores produktion til fulde absorberes af den CO2, der indlejres i de træer, der plantes fra vores anvendelse af certificeret træ”, påpeger Esbensen og tilføjer, at virksomheden trods de flotte resultater arbejder målrettet på at nedbringe klimaaftrykket yderligere.
Certificering er et ”must”
For Lilleheden er bæredygtig skovdrift og sporbarhed i forsyningskæden uden for diskussion.
”Når du benytter limtræ fra Lilleheden, kan du være sikker på, at træet kan spores tilbage til ansvarlig skovdrift, og at du kan dokumentere de bæredygtige tiltag i dine byggeprojekter”, fortæller Christian Esbensen.
Alle træbaserede produkter i Lillehedens produktion er PEFC-certificeret og stammer fra råtræ fra det nordlige Skandinavien. PEFC er verdens største certificeringssystem for bæredygtigt skovbrug.
For nylig er Lilleheden skiftet fra FSC-certificering til PEFC-certificering:
"Vi mærker lige nu en stigende efterspørgsel fra vores kunder på PEFC-certificeret træ. Så det er derfor naturligt for os at skifte certificering for at kunne imødekomme efterspørgslen", understreger direktøren for den bæredygtighedsbevidste, nordjyske virksomhed.