Dansk finaleplads ved WAF2019
World Architecture Festival (WAF) udvælger hvert år det stykke arkitektur, som bedst benytter certificeret træ. Og i år er vi i PEFC Danmark meget stolte over at kunne finde EFFEKT Arkitekterne med deres Skovtårn på den såkaldte ’shortlist’ i kategorien ”Best Use of Certified Timber”.
Dansk finaleplads ved WAF2019
16. august 2019 Nyheder Alle
World Architecture Festival (WAF) udvælger hvert år det stykke arkitektur, som bedst benytter certificeret træ. Og i år er vi i PEFC Danmark meget stolte over at kunne finde EFFEKT Arkitekterne med deres Skovtårn på den såkaldte ’shortlist’ i kategorien ”Best Use of Certified Timber”.
World Architecture Festival med nye visioner
WAF er verdens største arkitektur festival, og med støtte fra PEFC vil de for andet år i træk anerkende de arkitekter og projektgrupper, som har bæredygtige visioner i deres konstruktioner. Sammen håber vi at kunne fremme væksten af det bæredygtige element i arkitektur ved at vise mulighederne og sætte nye standarder for bæredygtighed. Festivalen uddeler hvert år flere forskellige priser, men ønsker med prisen "Best Use of Certified Timber" at anerkende, fremvise og inspirere ny spektakulær arkitektur – også de værker som stadig kun findes på tegnebrættet.
Hovedaktørerne bag Skovtårnet
Det er Camp Adventure Development som er bygherren bag det særprægede og verdensomtalte Skovtårn, som er tegnet og designet af EFFEKT Arkitekterne. De er ligesom os meget stolte af denne anerkendelse.
"Nomineringen til shortlisten til WAF’s ’Best Use of Certified Timber’ ser vi som et cadeau til det store arbejde vi gør med at skabe unikke oplevelser i naturen. Camp Adventure Skovtårnet har fået massiv omtale i nationale og internationale medier. Vi ser det som et bevis på, at når man tænker visionært og skaber nye måder at bruge skovene på rekreativt og oplevelsesmæssigt vækker det interesse fra mange." - Kasper Larsen, Camp Adventure
'Best Use of Certified Timber'
Egetræet til det unikke observationstårn er lokalt produceret i Bregentveds og Gisselfelds PEFC-certificerede skove. Udover det certificerede egetræ består de bærende elementer af det timeglas-formede tårn af rødbrunt cortenstål, så det passer ind i skovens udtryk.
I kategorien ’Best Use of Certified Timber’ er det et krav at bygningsværkerne anvender certificeret træ som et af deres primære materialer, men EFFEKT Arkitekterne har taget det et skridt videre. For ikke nok med at tårnets primære materiale, egetræ, kommer fra PEFC certificerede skove, så er Gisselfelt Godsets bøgeskov, som omgiver Skovtårnet, også certificeret hos PEFC.
Det er første gang, at et dansk bygningsværk er blevet udmærket i denne kategori. Dog er det ikke første gang, at EFFEKT Arkitekter modtager anerkendelse fra WAF for deres idé om den unikke skovoplevelse og det æstetisk smukke bygningsværk. For i år 2017 var EFFEKTs tegninger til Skovtårnet blandt favoritterne i en anden kategori hos WAF.
"De mange besøgende, anerkendelsen fra WAF og den store opmærksomhed giver os endnu mere lyst til at skabe nye oplevelser på Camp Adventure.” - Kasper Larsen, Camp Adventure
Sidste års vinder - International House, Sydney
Sidste års vinder i ’Best Use of Certified Timber’ var International House i Sydney, som er designet af Tzannes Architecture og bygget af Lendlease med PEFC-certificeret træ fra Stora Enso. Det var især skalaen af denne syv etagers høje bygning og den minimale CO2produktion ved operationen og produktionen, som imponerede juryen. Bygningen satte nye standarder for bæredygtige konstruktioner.
Årets finalister i kategorien 'Best Use of Certified Timber'
Øverst fra venstre:
- ALA Achitects / Helsinki Central Library Oodi/ Helsinki, Finland
- iredale pedersen hook, Advanced Timber Concepts Studio / Pingelly Recreation and Cultural Centre/ Pingelly, Australien
- Rogers Stirk Harbour + Partners / The Macallan Distillery and Visitor Experience/ Craigellachie, Storbritannien
- Architecture Workshop / Lindis Lodge/ Omarama, New Zealand
- Earthworld Architects cc / Future Africa Campus/ Pretoria, Sydafrika
- EFFEKT / Skov Tårnet/ Haslev, Danmark
Nederst fra venstre:
- Stanton Williams / Royal Opera House ‘Open up’/ London, Storbritannien
- GG-loop / Freebooter/ Amsterdam, Holland
- LAAB /Harbour Kiosk/ Hong Kong, Kina
- Anna Noguera, Javier Fernandez / Turó De La Peira’s Sport Center/ Barcelona, Spanien
- Integrated Design Associates / Mactan-Cebu International Lufthavn Terminal 2/ Cebu, Filippinerne
Vindere af WAF-priserne 2019 bliver fundet den 6. december.
Foto: Rasmus Hjortshøj, ALA Achitects, iredale pedersen hook + Advanced Timber Concepts Studio, Rogers Stirk Harbour + Partners, Architecture Workshop, Earthworld Architects cc, EFFEKT, Stanton Williams, GG-loop, LAAB, Anna Noguera + Javier Fernandez, Integrated Design Associates, Tzannes Architecture, Tzannes Architecture