En mand af skoven går på pension

1. september 2023 PEFC Danmark

Niels Peter har gennem sit arbejdsliv haft nok at se til. Han har håndteret mange forskellige kasketter som direktør for Salten Langsø, formand for PEFC og Pro Silva, og i sit dedikerede engagement i frivilligt arbejde. Han er er en arbejdsom mand, en mand der går op i sit virke, og det samfund han lever i. Niels Peter vil ikke puttes ned i en kasse, da det ødelægger hans innovative tilgang til livet- og arbejde. Den innovative tilgang har formet et arbejdsliv udover det sædvanlige, med alt hvad det indebærer, inklusive triumfer og udfordringer.
 
Vejen til Salten Langsø  
Med en skovfoged som far lå det i kortene, at også Niels Peter skulle gå sine veje i skovene. I 1977 startede han derfor sin uddannelse til forstkandidat. Beslutning blev dog ikke taget uden visse overvejelser, da hans interesse i biologien var større end hans interesse for økonomi. Det er muligt, at familiens ønske havde en stærkere indflydelse end hans personlige præferencer. Men Niels Peter forsatte og kunne i 1985 ved sin ansættelse på Salten Langsø Skovdistrikt kalde sig skovrider. Oprindeligt var planen, at han skulle arbejde i statsskovbruget, men i stedet endte han i det private. 
 
”Jeg var utrolig heldig at jeg endte i Skovforeningen. Det var det første job jeg søgte, og her havde de en politik der gik på, at man skulle ud i det private hurtigst muligt. Man skulle ikke blive hængende i skovforeningen. Det passede mig utrolig godt. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle være kontornusser på Frederiksberg.”
 
Niels Peter kom derfor til Salten Langsø, tilbage til et område ikke langt fra det område, hvor han er født og vokset op. Her fandt han en arbejdsplads og skovejere han med det samme blev begejstret for. 
 
”Det var industrifolk og det behagede mig utrolig godt. Dels fordi de havde en lang tidshorisont, men også, at de var meget agerende i forhold til det samfund de er en del af, og det kunne jeg godt lide.”
 
Til november har Niels Peter været på Salten Langsø i 38 år. Men det var ikke altid nemt, især ikke i starten. Som meget ung ansat måtte han tilkæmpe sig sin plads, blandt den gamle stab af skovfogeder, som mente at de kunne klare sig uden en skovrider. 
 
”Men sådan er det jo”, siger han grinende.

Implementering af Naturnær skovdrift 
Gennem sine 38 år i Salten Langsø er der ikke så få historier at fortælle. Som en af de bedste fortællinger fra det lange arbejdsliv, nævner Niels Peter omstillingen fra renafdriftssystemet til naturnær skovdrift. Omkring sen 80’erne start 90’erne var der milde vintre. Rødgranerne døde på stribe. Træerne kunne ikke restituere, gik i dvale og døde. Der blev også dengang diskuteret om det var luftforurening, som var årsagen til skovdøden, men der var ikke umiddelbart nogen løsning på et sådant problem. Niels Peter var blevet undervist i tysk og mellemeuropæisk skovbrug, hvor naturnær skovdrift er meget udbredt og her øjnende han en mulig løsning. De stressede rødgraner smed en masse frø, som året efter, spirede. Det danner, over tid, en underskov, der er beskyttet af overstanderne og skovklimaet. Man arbejder altså med træer i flere etager. De gamle træer øverst og de nye træer nederst, og der skal gerne være mere end en træart på arealet. Monokultur er simpelthen for risikabelt.
 
”Jeg kunne pludselig se, at det kunne være løsningen, at man bevarede permanente skovdække, så der altid var træer og forskellige træarter på et areal.  Vi skulle simpelthen udnytte det frø de døde træer havde smidt, og på den måde arbejde med naturen i stedet for imod den.”
 
Og med det begyndte Niels Peter at lægge skovdriften om på Salten Langesø. Skovfogederne var ikke just begejstret, men det var skovejerene heldigvis. Efter en ekskursion i 1994 for det samlede danske skovbrug begyndte Niels Peter, og resten af Salten Langsø, således at arbejde målrettet med naturnær skovdrift, og det gør de stadig den dag i dag. 
 
”Jeg synes det fungerer rigtig godt. Det er stadig ikke nemt, men det er skovdyrkning. Det er sjovt at arbejde med og med tørken i 2018, og i år, har systemet vist, at de skove som bruger naturnær skovdrift, klarer sig godt igennem tørkeperioden. De er mere robuste, og vi er mere sikre på, de kan tåle klimaforandringerne. Det kan godt være nogle træarter går ud, men med de mange forskellige træarter ved siden af hinanden så vil der stadig være en skov.”
 
Udfordring for fremtidens skove  
Naturnær skovdrift er i dag blevet et mere udbredt system til at dyrke skove, og omtaltes i EU som løsningen på både klima- og biodiversitetskrisen. Klimakrisen nævner Niels Peter da også som den største udfordring for fremtidens skove. 
 
”Bliver det 10 grader koldere dør nogle af træarterne, og vi får en stærkt nedsat produktion. Så ved jeg ikke hvad sker med skovbruget og savværkssindustrien. Omvendt hvis vi får højere gennemsnitstemperatur, så vil der være nogle helt andre træarter vi skal dyrke. Det bliver en udfordring for mange skove, især dem der endnu ikke er omstillet til naturnær skovdrift og fortsat satser på få sårbare træarter”.
 
Naturnær skovdrift er ikke noget, der kan implementeres over natten. Det er en proces der tager generationer. Niels Peter lyder en anelse vemodig, da snakken falder på skovenes udfordringer og fremtid, men som den innovative og dedikerede mand han er, mener han også man kan komme langt på kort tid med målrettethed. 
 
”Man skal arbejde med de naturgivne rammer, der gør sig gældende på har det enkelte sted. Man skal prøve at gøre skoven mere robust overfor de forandringer, der kommer. Det behøver ikke nødvendigvis være naturnær skovdrift. Det kan bare være man underplanter med flere træarter i stedet for at lave renafdrift.” 
 
Niels Peter frygter især tørke, som den vi havde i 2018 og igen i år. Hvis vi får sådan en tørke i vækstperioden, vil træerne muligvis overleve, men de vil ikke vokse. Han opfordrer derfor til at man finder træarter som kan søge dybt ned i jorden efter vand og ikke fortsat anvende rødgran og sitkagran – to træarter som begge har et meget fladt rodsystem og derfor er særligt sårbare overfor tørke.

”Træarter med dybtgående rodsystem er mere stabile, da de kan tåle en lang tørkeperiode. De har rødderne nede, hvor vandet er. De danske skovejere bliver derfor nødt til at anvende den slags træer i stedet for bevidstløst, at plante de træer de altid har plantet.” 
 
Tiden i PEFC Danmark  
Niels Peter er en samfundsengageret mand, og derfor faldt det ham helt naturligt at han skulle være formand for PECF Danmark. En post han havde fra 2004 og helt frem til 2015. 
Salten Langsøs skove blev selvfølgelig certificeret som de første i Danmark. 
 
”Jeg har gennem mit arbejde i Salten Langsø ment, at skovbruget skal holde godt øje med det omkringliggende samfund, og hvilke krav der er på vej til skovene. Hvad taler de forskellige interessenter om? Hvad taler de forskellige politiske partier om i relation til skovbruget.” 
 
For Niels Peter handlede medlemskabet af PEFC især om at være på forkant med udviklingen. Der skulle ikke være nogen, der kunne komme og sige, at Salten Langsø ikke forvalter deres skove bæredygtigt. Han gik derfor i dialog med de grønne organisationer. 
Det resulterede i, at Salten Langsø var på forkant med samfundets krav. 
 
”Jeg så PEFC som et fantastisk kommunikations- og skovpolitisk redskab, som jeg kunne bruge i Salten Langsø til at dokumentere overfor omverdenen, at vi drev skovene bæredygtigt. Det var helt naturligt at gå ind i certificering og bruge det som skovpolitisk redskab.” 
 
Medlemskabet i PEFC handlede, for Niels Peter, også om at udvise velvilje, forståelse og skabe tryghed for grønne organisationer. De grønne organisationer skulle kunne føle sig trygge ved administrationen af skovene og særligt naturværdierne. 
 
”På samme måde argumenterede jeg overfor skovforeningens bestyrelse, at de skulle gå aktivt ind i certificering. Jeg sagde: Lad os nu signalere, at skovbruget er helt med på, hvad der foregår, og hvad samfundet har af interesser i skovbruget.” 
 
Det lykkedes dog ikke på daværende tidspunkt, men i dag mener skovforeningens bestyrelse, at alle skove skal certificeres. Det kom dog 20 år for sent, mener Niels Peter. 
 
”Hvis de allerede dengang var blevet certificeret, så havde situationen helt sikkert set anderledes ud, så havde vi nok heller ikke haft så bastante krav om urørt skov. Så havde vi haft et ganske stort areal i de danske skove udlagt som biodiversitetsarealer og 20 års erfaring med deres forvaltning og udvikling” 
 
Hvad så nu? 
Efter mange års tro tjeneste i- og for de danske skove, går Niels Peter nu på velfortjent (næsten) pension.  Han har siden 2015 kæmpet med at komme ovenpå, efter en periode med stress.
 
”Når man først er kommet derud, så er det en balance akt. Det har været hårdt siden. Jeg gik i en periode ned på halv tid og opgav en masse arbejdsopgaver, men de sidste 8 år har det været svært, at genfinde balancen”
 
Han ser derfor frem til frit at kunne disponere over sin tid, til at have langt færre bolde i luften og til ikke længere at skulle have en masse kasketter på. Som den arbejdsomme mand Niels Peter nu engang er, kommer det ikke som en overraskelse, at han allerede er i fuld gang med de ting han også vil lave når han går på pension. Han har ikke ventet med at udleve sine drømme til arbejdsmarkedet en dag lader ham gå. Niels Peter skal nu tilbringe mere tid i sin- og kones private skov, have mere tid til børnebørnene, bruge endnu mere tid som frivillig hos spejderne og spille bridge. 
 

PEFC Danmarks generalsekretær, Peter Bæk, takker Niels Peter Dalsgaard Jensen for hans enorme indsat i- og for det danske skovbrug – og ikke mindst hans dedikerede arbejde som formand for PEFC. Vi, i PEFC, ønsker Niels-Peter en velfortjent pension og alt godt i fremtiden.