Det kan du lave i de danske skove i efteråret
Efteråret er så småt på vej. Træerne mister blade, det bliver koldere og mørkere, men det betyder ikke at der færre ting at tage sig til udendørs. Foruden de flotte farver byder de danske skove nemlig på et væld af spændende aktiviteter i efterårsmånederne. Vi guider dig derfor til 3 hyggelige skovaktiviteter i efteråret.
Det kan du lave i de danske skove i efteråret
10. september 2023 Skovbrug
Svampejagt
Du kan finde spiselige svampe i de danske skove hele året, dog er det fra august til oktober, at de er nemmest at finde. Svampene vokser bedst efter en lang periode med regn, og de er derfor nemmest at finde til efteråret. Når du skal på svampejagt, skal du dog huske, at det kun er lovligt at samle i et begrænset omfang til privat brug. På Naturstyrelsens naturarealer må du samle svampe svarende til en plastikpose, det samme gælder kommunale arealer. I private skove må du kun færdes fra kl. 6 til solnedgang, og færdsel skal ske til fods på veje og stier. Det betyder, at du ikke har adgang til mange af svampene, da de ofte findes mellem træerne væk fra stierne.
Der er selvfølgelig også svampe, som er meget giftige så husk aldrig at spise svampe du ikke kender til. Som ny svampejæger vil det være en god ide at tage en erfaren med de første par gange, ellers kan du finde kurser, hvor du lærer hvilke svampe der kan bruges i en lækker suppe, og hvilke der giver dig dårlig mave. Af de mest genkendelige spiselige svampe findes der: Kantareller, spiselig rørhat, stor trompetsvamp, tragtkantareller og markchampignon.
Kastanjer
Intet efterår uden kastanjer. De fleste har prøvet at lave søde kastanjedyr og haft dem stående derhjemme som en fin efterårsdekoration. Den mest almindelige kastanje i Danmark, og også den man som oftest laver kastanjedyr af, er hestekastanjen. Selve træet har store flotte blade og dens kastanjer er store, flotte og blanke, og egner sig derfor godt som til kastanjedyr. Træet kan findes overalt i hele Danmark. Kastanjer kan dog bruges til andet end dekoration, nogle af dem er nemlig spiselige. Her skal du dog ikke forsøge at sætte tænderne i en hestekastanje. De er bitre og giver bøvlet mave. I stedet skal du gå efter dem der hedder spisekastanjer, eller ægte kastanjer, som oftest findes i store parker og enkelte gange i skovene, som regel der hvor skovveje mødes. Du kan kende en spisekastanje på, at deres skal har tynde brunlige pigge modsat hestekastanjen, som har en grøn skal af tykke pigge. Vidste du i øvrigt, at man kan bruge kastanjer til at lave sæbe med? Hvis du laver kastanjerne til en tyk pasta, kan det bruges som sæbe, da det vil opløse fedt og olie.
Rigt dyreliv
Der er stor aktivitet blandt skovens dyr i efterårsmånederne, derfor vil det også være sandsynligt at spotte et dyr du ellers ikke så ofte støder på. Her kan du blandt andet møde grævlingen, som lever i familieklaner af tre til ti dyr. De er nataktive, så der er størst sandsynlighed for at spotte en grævling tidligt om morgenen eller ved skumringstid. Et andet dyr du kan møde er den trægnaskende bæver. Bæveren er generelt en svær fætter at støde på, da der kun er cirka 160 af dem i Danmark. Det er dog ikke umuligt, men igen skal du tidligt ud af fjerene, hvis skal møde en bæver. De er, ligesom grævlingen, nataktive. De kan dog være dagaktive, men da de er meget skræmte væsener, kræver det at de lever i et område, hvor de bo uforstyrret. Krondyret er endnu et dyr, du kan støde på i efterårsmånederne. De er Danmarks største landpattedyr og lever i nåleskove, hvor de kan søge ly om dagen. Generelt er krondyret ikke det sværeste dyr at få øje på, men i efterårsmånederne er de i brunst og derfor mere aktive. Som det sidste har du også rig mulighed for at opleve fugletræk i efteråret. Det er især store flokke bogfinken, spurvehøg og tornfalk som trækker længere sydpå. Husk at have respekt for dyrerene. Skoven er deres hjem.