Certificering er blevet forventeligt hos træaftagere

22. november 2023 PEFC Danmark

A/S Klausie Plantage er en af de nyeste certificerede skove hos PEFC og gruppemedlem hos Dansk Skovcertificering. Det er en vestjysk plantage, med mange forskellige områder heriblandt sumpe, hede og søer. Plantagen ligger i gamle hede arealer, der ikke kunne dyrkes for 150 år siden, og så blev der plantet skov. Selvom plantagen, ifølge Peter Maarup, allerede drives på en ansvarlig måde, var en certificering nødvendig på grund af stigende krav fra markedet. 

Aftagere af træet stiller i stigende grad krav om certificering af træ, for hvis en virksomhed ikke dokumentere at træet kommer fra en certificeret skov, kan virksomheden ikke få en sporbarhedscertificering. En sporbarhedscertificering kræver at alle dele af værdikæden, lige fra skoven til forarbejdning og håndtering af træprodukter, dokumenteres og godkendes af en uafhængig tredjepart.

Dette krav om certificering har A/S Klausie Plantage oplevet på eget salg.

”Jeg er i tvivl om man kan sælge træ, der ikke er certificeret. Vi har prøvet en form for certificering med træflis. Det blev vi nødt til, ellers kunne vi ikke få det solgt” siger skovforvalter Peter Maarup.

Kristina Bodal-Lauridsen fra Dansk Skovcertificering er enig i at økonomi kan have en betydning for om skove lader sig certificere.

”Vi oplever at der efterhånden også er kommet et økonomisk incitament til at lade sig certificere. Mange savværker og råtræ opkøbere giver mellem 10 og 50kr pr m3 i certificeringstillæg.”

Selve certificeringen er gået glat, og det er især fordi A/S Klausie Plantage allerede før certificeringen, har arbejdet med mange af de emner og krav som skovstandarden stiller.

”Vi har de sidste 20 år forsøgt at køre mere naturnær skovdrift, med selvsåning og ved at lade nogle træer stå, så det er slet ikke nyt for os.”

På trods af det erkender Peter Maarup dog, at det har ført til mere trættende papirarbejde, som han helst havde været foruden.

”Verden hænger sådan sammen, at man skal certificeres. Jeg synes, det er mærkeligt at man ikke kan sælge sine produkter uden, at der skal en mærkning på, men det skal til. Det giver klart mere arbejde for samme, som vi allerede laver. Det er især administration, der bliver mere af, og sporbarheden skal være mere tydelig end den i forvejen er.”

Peter Maarup ser også certificeringen som en unødvendig løftet pegefinger. 

”Det er lidt som at fortælle mig to gange, hvad jeg skal lave og hvordan jeg skal gøre det, men på den anden side, er det også godt det står skrevet ned, hvad vi gør. Vi har dog ikke lavet om i vores fem års plan, for certificering er ikke nogen stor omvæltning for os i forhold til, hvordan vi driver skoven.”

Kristina Bodal-Lauridsen er klar over det større administrative arbejde, der bliver pålagt skovejere med certificering. Hun oplever dog også, at det bliver nemmere med tiden. 

”Vi ser ofte, at nye medlemmer i vores gruppecertificeringsordning synes det administrative er lidt omfattende til at starte med. Der skal foretages nogle indledende registreringer, og der skal også løbende laves fx kulturregistreringer og føres sprøjtejournal. Men vi oplever også, at det bliver nemmere med tiden i takt med at de får arbejdet med skovstandarden, og tingene bliver en vane. Mange er også glade for, at man med en PEFC-certificering kan slippe for den administrative byrde med at lave screeninger når biomassen skal afsættes til varmeværkerne”.

Trods den ekstra administration udtrykker Peter Maarup overordnet tilfredshed med at have opnået certificeringen og ser det som en mulighed for aktivt at demonstrere ansvarlige skovdrift.

”Vi vil helt klart gerne vise, at vi arbejder ordentlig med skoven, og at vi arbejder naturnært med skoven. Det vil vi gerne skilte med. Vi vil gerne følge med. Vi vil ikke stritte imod, og vi vil gerne vise omverdenen, at vi ansvarligt driver skov.” slutter Peter Maarup.