DNA-test i kampen mod ulovligt træ

12. maj 2015 Nyheder Alle

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil have "DNA-testet" træ for bedre at kunne afsløre ulovligt fældet træ, der truer naturen i de lande, træet kommer fra.

En ny test kan være med til at stoppe import af ulovligt fældet træ til Danmark. Den nye metode er en slags "DNA-test", hvor man ved at analysere små spåner fra træproduktet kan få præcis viden om, hvilke træarter et produkt består af. På den måde kan man se, om importpapirerne er korrekte – og i sidste ende, om træet er lovligt fældet.

Miljøministeriet, der fører tilsyn med træimport, vil allerede i år afprøve den nye metode, og miljøminister Kirsten Brosbøl regner med, at testen vil bidrage til en mere effektiv kamp mod import af ulovligt træ.

- Ulovligt fældet træ er en trussel mod naturen og biodiversiteten i de lande, hvor træet kommer fra. Derfor skal vi tage alle midler i brug for at få handel af ulovligt træ stoppet, og "DNA-testen" af træ kan blive et effektivt middel til at nå det mål. Vi må og skal føre et effektivt tilsyn med import af træ, og jeg er sikker på, at den nye test også kan blive et effektivt redskab for branchen i kampen mod ulovligt træ, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Mange træarter ligner hinanden, når de er skåret op, og virksomhederne må derfor i høj grad stole på papirarbejdet. Udenlandske undersøgelser peger imidlertid på, at der ofte bliver fiflet med papirerne. Det snyd vil man bedre kunne gardere sig mod, hvis man DNA-tester træet.

En undersøgelse fra England viser, at mere end halvdelen af de varer, der var angivet som amerikansk eg, slet ikke indeholdt træarten. Og næsten 70 procent af den kontrollerede kinesiske krydsfinér bestod af andre træarter end lovet i importpapirerne. Sådanne tilfælde vil i fremtiden kunne opfanges ved brug af den nye testmetode.

I den værst tænkelige situation går den ulovlige handel med træ ud over udryddelsestruede træarter som rosentræ eller mahogni. Andre steder bliver nationalparker, der beskytter biodiversiteten, fældet, og store skovområder forsvinder.

Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om ulovligt træ.

Kilde: www.mim.dk

 

Tilmeld nyhedsbrev

Din e-mail adresse