Building Green 2019: Træpioner vil revolutionere byggeriet med Silicon Valley metoder

Der er ikke tid til babysteps. Vi skal tage syvmilestøvlerne på, hvis vi afværge klimakrisen, lyder det fra den verdenskendte træarkitekt Michael Green, der besøger Building Green til oktober. Han har allieret sig med et stort Silicon Valley firma for at få træbyggeriet op i gear.   

Building Green 2019: Træpioner vil revolutionere byggeriet med Silicon Valley metoder

18. september 2019 PEFC Danmark

Michael Green har en plan om at revolutionere vores byer. I stedet for at bygge med stål og beton, skal vi bruge træ – også når vi går i højden. Træ har nemlig den enestående egenskab, at det lagrer CO2 fremfor at bruge det. Det gør træ til et oplagt byggemateriale i det 21. århundrede.

      - Vi træffer alt for mange beslutninger ud fra følelser og traditioner. Det er på tide, at vi baserer vores beslutninger på videnskab. Der er sket store udviklinger indenfor træbyggeri, ingeniørkunst og sikkerhed, der gør det muligt at bygge højhuse ud af træ. Vi må og skal have træet ind i byerne, hvis vi skal afværge klimakrisen, lyder det fra Michael Green.

TED Talk tog træ til nye højder

T3 i Minneapolis, foto: Ema Peter 

Michael Green katapulterede træbyggeriet ind på verdensscenen i 2013, da han gav en Ted Talk om emnet. Siden er træbyggeri blevet en global tendens, der får bygherrer i London, Hong Kong og Aarhus til at sætte træ på ønskelisten, når der skal bygges i højden. Michael Green selv har heller ikke ligget på den lade side. Sidste år opkøbte Silicon Valley virksomheden Katerra hans tegnestue, og gjorde det muligt for ham at udvikle industrielle processer til træbyggeriet. Hans vision er at skabe en global træbevægelse i byggeriet.

     - Byggebranchen kan lære rigtig meget af softwareindustrien. Her diskuterer man problemstillinger på tværs af landegrænser og udvikler løsninger i fællesskab. Byggebranchen er ofte lokalt forankret og præget af få tilfældige samarbejder. Mange arkitekter arbejder i små tegnestuer, hvor det handler om at tjene til dagen og vejen. Det betyder, at der sker meget lidt innovation, lyder det fra den canadiske arkitekt.

Online platform giver viden om træbyggeri

Vancouver Dock Building (foto: Ema Peter)

For at hjælpe innovationen på vej og fremme træbyggeriet har Michael Green taget initiativ til at skabe en online platform for træbyggeri. Den hedder Design Build Research og vil fuldt udbygget indeholde 500 online kurser på 35 sprog om træ. Emnerne spænder fra brandsikkerhed over vedligehold til højhuse i træ. Platformen vil fungere som en open source for ingeniører, arkitekter, entreprenører, skovfogeder og andre faggrupper, som er interesserede i træbyggeri. Udover artikler om bestemte emner er det muligt at række ud og diskutere udfordringer på tværs af landegrænser.

Hvis folk efterspørger mere træbyggeri, så bliver der bygget mere! Michael Green, arkitekt, MGA

   

  - Min drøm er, at en indonesisk arkitekt kan få viden om træbyggeri fra en dansk arkitekt, som også er i dialog med en ingeniør fra Brasilien. Tænk hvor meget klogere vi ville blive med en global udveksling af viden. Problemstillingerne er jo de samme overalt i verden.

For Michael Green er der ingen tvivl om, at han er en værdikriger ligeså vel som en arkitekt. Der er behov for arkitekter, som tør tage et globalt lederskab og arbejde for at fremme et mere klimavenligt byggeri, mener han:

      - Vi skal vinde den offentlige opinion. Hvis folk efterspørger mere træbyggeri, så bliver der bygget mere. Så simpelt er det. Vi skal tænke udover vores egne små nationale behov og skabe en global bevægelse for træbyggeri. Der er ingen tid at spilde. Min største frygt er, at vi ikke får gjort nok i tide, slutter træpioneren.

Michael Green holder oplæg på Building Green i Forum den 31. oktober kl. 15.10 på hovedscenen. Der er gratis adgang til Building Green for alle interesserede.

Ronald McDonals House of British Columbia (RMHBC) (Foto: Ema Peter)

Wood Innovation and Design Center (foto: Ema Peter)






Billededetaljer:

T3 i Minneapolis er en LEED-guldcertificeret bygning bygget af massivtræselementer. T3 er den første moderne træbygning bygget i USA i mere end 100 år og den største i Nordamerika, da den stod færdig. (Fotokredit: Ema Peter)

Royal Vancouver Dock Building på Jericho Beach i Vancouver betjener en stor lystbådehavn. Projektet hædrer havnens industrihistorie og opfylder en række praktiske behov for et beskedent budget. (Fotokredit: Ema Peter)

Ronald McDonald House of British Columbia (RMHBC) tilbyder et "hjem væk fra hjemmet" til børnefamilier med børn, der modtager medicinsk behandling på BC Women's and Children's Hospital. (Fotokredit: Ed White)

Wood Innovation and Design Center fungerer som et samlingssted for forskere, akademikere, designfolk og andre, der er interesseret i at generere ideer til innovative anvendelser af træ. Bygningen er på otte etager og 29,5 meter høj. (Fotokredit: Ema Peter)


For flere oplysninger kontakt:

Seniorrådgiver Marie Leth | Enestående Kommunikation & PR | BLOXHUB
Mail: marie@enestaaendepr.dk | Tlf: 3045 0545

Programleder Sarah Elhauge | Building Green | Insight Events
Mail: Sarah.Elhauge@insightevents.dk | Tlf: 4195 1407


Tilmeld nyhedsbrev

Din e-mail adresse