Bæredygtighed betaler sig!

  Aktive investorer og bekymrede kunder presser virksomheder til at tænke mere bæredygtigt. En lang række studier fastslår, at de virksomheder, der tænker mest i bæredygtighed, også har den mest solide bundlinje.

Bæredygtighed betaler sig!

5. februar 2015 Nyheder Alle

PEFC 1 Credit Jean Michel Clajot   Aktive investorer og bekymrede kunder presser virksomheder til at tænke mere bæredygtigt. En lang række studier fastslår, at de virksomheder, der tænker mest i bæredygtighed, også har den mest solide bundlinje.  

Kan det betale sig at tænke bæredygtigt som virksomhed? Spørgsmålet har længe hængt i luften, og mange, der gerne så, at private selskaber tager et større ansvar, har ledt efter argumenter for, at det også kan betale sig.

Og nu synes dokumentationen klar. I hvert fald konkluderer flere af hinanden uafhængige studier, at de virksomheder i verden, der tænker mest bæredygtigt, også er dem, der klarer sig bedst på bundlinjen.

Blandt andet konkluderede rapporten "Doing great by doing good" udarbejdet af tænketanken Mandag Morgen i efteråret 2014, at de virksomheder, der i videst omfang tager hensyn til miljø, klima og medarbejdere, opnår de bedste investeringsafkast.

Rapporten fra Mandag Morgen baserer sig blandt andet på et nyligt studie fortaget af Nykredit. Nykredits undersøgelse viser, hvor 5.000 børsnoterede virksomheders aktieafkast er blevet fulgt over en toårig periode, at virksomheder med AAA-ratingm på MSCI-bæredygtighedsindekset, i gennemsnit opnår en gevinst på knap 23 procent af deres investeringer, hvilket er mere end dobbelt så højt som de virksomheder med den laveste score. Desuden fremgår det også, at de virksomheder, der rangerer højeste målt på bæredygtighed, også er de mindst risikofyldte at investere i.

"Historisk set har der været en opfattelse af, at det koster at opføre sig ordentligt. Vores undersøgelse viser noget andet, og vi tror, at der også fremadrettet er penge i bæredygtighed."  Siger Søren Larsen, Chef for bæredygtighed og er en af forfatterne bag Nykredits studie af sammenhængen mellem bæredygtighed og bundlinje.

 

Bedre operationel formåen

Samme lovende konklusion kan findes i et langt større såkaldt meta-studie lavet i samarbejde mellem Oxford University og det rådgivende investeringsselskab Arabesque. Her er resultatet lige så opløftende.

"88 procent af de undersøgte kilder (studier) viser, at selskaber med robuste bæredygtighedsprincipper udviser en bedre operationel formåen, hvilket i sidste instans giver et bedre indtjening (...)" lyder det blandt andet i metastudiets sammenfatning.

"Vi lever nu i en verden, hvor bæredygtighed er blevet mainstream. Det står klart alene ud fra det faktum, at 72 procent af alle virksomheder i S&P500 (Standard & Poor's' indeks over de 500 mest handlede, primært amerikanske aktier, red.) nu afrapporterer om bæredygtighed, hvilket viser en stigende anerkendelse af investorernes stærke interesse herfor".

Bæredygtighed er dermed blevet hverdag, konkluderer en af meta-studiets ansvarlige, administrerende direktør i Arabesque Omar Selim.

 

20150120-203311-100006Bæredygtighed som konkurrenceparameter

Indtil for ganske nylig blev bæredygtighed mest set som et nødvendigt onde for mange virksomheder. Men det syn har ændret sig fundamentalt. Ikke mindst fordi omverdenen – bestående af investorer, lovgivere og kunder – i stigende grad interesserer sig for og kræver, at virksomhederne opfører sig ordentligt og tager et større ansvar.

Det forklarer Carina Ohm, der er executive director for bæredygtighed i revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young:

"Tidligere har CSR (Corporate Social Responsibility, red.) og bæredygtighed ofte været forbundet med mindre tiltag, som ikke havde betydning for virksomheders kerneforretning. Nu begynder virksomhederne at se det som et forretningspotentiale," siger hun.

 

Aktive investorer – bæredygtighed er en god forretning

Samtidig oplever mange virksomheder i dag et stigende pres fra netop investorerne. Et studie fra Ernst & Young viser, at 45 procent af alle de forslag, der i 2014 blev stillet fra investorer til et selskabs bestyrelse, handlede om bæredygtighed. Dermed er spørgsmål om miljø, klima og socialt ansvar blevet de emner, der oftest får investorer til at henvende sig til en virksomheds ledelse.

"Det skyldes blandt andet, at investorerne er blevet langt mere aktivistiske over de seneste par år," siger Ole Lund Hansen, chef for corporate leadership hos FN's flagskib for bæredygtighed, Global Compact.

Han forklarer det markante skift hos investorerne med, at de i dag er blevet overbevist om, at bæredygtighed er en god forretning.

"Investorerne har traditionelt forholdt sig overvejende negativt, passivt til spørgsmål om bæredygtighed, men er begyndt at tage emnet meget alvorligt. Og det ville de fleste kun gøre, hvis de tror på, at der reelt er en sammenhæng mellem økonomisk afkast og hensyn til bæredygtighed," siger Ole Lund Hansen fra FN's Global Compact.


Kilde: Information, "Bæredygtige virksomheder vinder på bundlinjen"

Tilmeld nyhedsbrev

Din e-mail adresse